Tildeling af DPF's æresnål



Æresmedlemmer:
En enstemmig bestyrelse kan udnævne æresmedlemmer af DPF.
Et æresmedlemskab er livsvarigt og forbundet med fri licens samt tildeling af en særlig nål. Fri licens forudsætter dog medlemskab af en medlemsklub.
Udnævnelse til æresmedlem forudsætter, at vedkommende har haft en ekstraordinær betydning for DPF.
1995  Hans Kongelige Højhed Prins Henrik
Æresnål tildelt som DPF's protektor fra 1994-2018. 
 
1995  Bjarne Beck Alster
Æresnål tildelt for BBA's lange og store arbejde for DPF. BBA har været medlem af Fremtidsudvalget i 1990-1991. DPF's landssekretær 1994-98, Medlem af Amatør- og Ordensudvalget. I 2 perioder redaktør af Bladet Petanque. I flere perioder i 90'erne formand for DPF's spilleudvalg og primusmotor i opstarten af DPF's dommeruddannelse. Licenseret DPF-dommer. Medlem af Københavns Petanque Klub  - og med til at starte klubben.
 
1998  Erik Jarnlev
Æresnål tildelt i forbindelse med afgang som DPF's kasserer. Begrundelsen for udnævnelsen var den meget store indsats med at få forbundets regnskaber op på et højt niveau. EJ har med virke i Idrættens Hus efterfølgende været DPF's sekretariatschef 1998-2010 - og webmaster for petanque.dk fra 2001-2010.  
 
1999  Bjørn Ploug
Æresnål tildelt for lang og tro tjeneste for DPF, hvor BP altid har været klar til at til at påtage sig et stykke arbejde, når der var brug for det. BP har i en årrække været medlem af DPF's bestyrelse - en længere periode som næstformand - og formand for Amatør- og Ordensudvalget 1999 -. Medlem af FIF-Petanque.
 
2000  Jacqueline Jensin
Æresnål tildelt i forbindelse med afgang som medlem af DPF's bestyrelse. JJ har været medlem af spilleudvalget og dommerudvalget 1992-1998. Medlem af DPF's bestyrelse 1993-2000 - og Ordens- og Amatør-udvalget 2009-2013. JJ har tillige været aktiv på en række andre områder. Medlem af petanqueklubben Boule Romanée.
 
2000  Flemming Jensin
Æresnål tildelt ifm. afgang som medlem af DPF's bestyrelse. Suppleant i DPF's bestyrelse 1992 og medlem af bestyrelsen 1994-2000. Formand 1994-2000. Medl. af spilleudvalget  1992-98. Formand for spilleudvalget i 1993. Formand for Eliteudvalget 2001-2007. Medl. af dommerudvalget 1992-96 - 2 år som formand. Medl. af CEP´s bestyrelse januar 1999. Næstformand 2002-04. Formand fra 2004-2014. Formand for Boule Romanée.
 
2004  Preben Fuglsang
Æresnål tildelt ifm. PF's fratræden som DPF-formand. PF har været med til at præge petanquesporten hele vejen fra forbundets stiftelse i 1986. PF er af mange med rette kaldt en ildsjæl. 5 år formand for Ordens- og Amatørudvalget. 4½ år DPF-bestyrelsesmedlem. 4 år som formand. Herefter 1 år som breddeudvalgsformand. Initiativtager til Bladet Petanque. Medlem af blad-udvalget i 10 år. Mangeårigt medlem af Hvidovre Petanque Klub.
 
2007  Lars Juul
Æresnål tildelt efter indstilling fra LJ's klub FIF-Petanque. LJ har været med i petanque-sporten siden 1988 - og har trukket et stort læs for såvel sin klub som DPF. Bl.a. som formand for FIF i 15 år, medlem af DPF's fremtidsudvalg 1991-92, formand for DPF's ad hoc spilleudvalg 2005-06, intern DPF-revisor - og meget mere. Rekord i repræsentantskabsmøder. 20 af 24 t.o.m. 2009. Betroede poster i Frederiksberg Idræts-Union's bestyrelse.
 
2009  Henrik Wolfhagen
Æresnål tildelt ifm. fratræden som formand. I DPF's bestyrelse marts 2003. Valgt til formand 2004. HW udførte et stort politisk arbejde for at få DPF anerkendt som fuldgyldigt specialforbund under DIF. Tilførte som erhvervsleder og byrådsmedlem bestyrelsesarbejdet nye vinkler. Primusmotor bl.a. vedr. EM for kvinder 2005 i Odense og forbundets strukturændring 2008, HW har i en årrække været formand for Ledøje Petanque Club.
 
2011 Lars Refn
Æresnål tildelt ifm. DPF's 25 års jubilæum. LR har gjort en stor indsats for DPF og dansk petanque. LR har været med til at grundlægge KPK i 1983 og  har været medstifter af DPF samt grundlagt en af Danmarks største petanqueturneringer, København Åben. LR tegner, speaker til vores store turneringer og har skrevet bøger om petanque. Sidste skud på stammen er DPF’s jubilæumslogo og ikke mindst jubilæums-
hjemmesiden, som LR har sat sit store fingeraftryk på.
 
2012 Glenn Bernstein
Glenn Bernstein har været frivillig i mange år både i klubregi og i forbundsregi. Glenn er utrættelig og har evnen til at gøre sig selv uundværlig.  Han er en enestående ildsjæl, en slider som altid har haft tid og overskud til yde. En telefonopringning og så er Glenn på pletten og klar til at vare tage en opgave. Glenn har også i en længere periode været næstformand for DPF og i den periode varetog han kontakten til sekretariatet og var forbi flere gange om ugen for at hilse på. Når Glenn påtager sig et ansvar, holder han det altid. Desuden elsker Glenn at rejse og derfor har han haft mange delegationschefsopgaver i sin tid i forbundet. Der har været tjek på rejser, billetter, delegationsbreve, pins og landsholdstøj. Alle har præcist vidst, hvad de skulle og hvornår. Desuden er Glenns evne til at netværke fantastisk. DPF kan vist godt sige, at Glenn kender næsten gud og hver mand i petanqueuniverset.
 

2016 Lotte Büchert
Lotte Büchert tildeles DPFs æresnål for gennem sit femårige formandsskab for DPF, at have gennemført en modernisering af DPF, herunder ansættelse af DPF’s første udviklingskonsulent, udvikling af licenssystemet og indførelse af en "Code of Conduct" i DPF. Lotte fik endvidere placeret petanque på DIF landkortet, da hun blev valgt til DIF’s bestyrelse. Under sit formandsskab blev Lotte valgt til det internationale petanqueforbund FIPJP’s bestyrelse.
Lotte har både under sit formandskab og efterfølgende været en god ambassadør for vores sport.
 

2018 Henrik Toft
Henrik Toft tildeles DPF’s æresnål for sit mangeårige virke indenfor petanque.
Henrik var allerede i 1990 med til at etablere Boule Hedebo Open og blev i 1992 formand for Boule Hedebos Internationale udvalg, og var i 10 år en del af udvalget.

I 2007 blev han formand for DPF’s Eliteudvalg, en post han stadig bestrider. I den periode har han etableret en landstrænerfunktion og udarbejdet handlingsplaner for elitearbejdet, som der er fulgt flot op på. Henrik har i hele perioden udvist et stort engagement, både med udviklingen af petanque i Danmark og som holdleder på mange rejser for elitespillerne.

I 2007 var Henrik med til at starte klubben Star Master’s, hvor han nu er formand og hvor han har været primusmotor i etableringen af deres nye hal.

Senest, i 2016, blev han valgt ind i CEP’s bestyrelse, hvor han bl.a. er med til at igangsætte en ny international træneruddannelse.
Henriks meget store arbejde for petanque over de forgangne 30 år, næsten hele forbundets levetid, berettiger ham i den grad til en udnævnelse som æresmedlem af Dansk Petanque Forbund.

 


2022 Philippe Gary
Philippe Gary modtager DPF´s æresnål for hans meget store og vigtige indsats i forbindelse med forberedelse og oprettelse af DPF.
Philippe Gary var medlem af koordineringsudvalget der udarbejdede vedtægter og struktur for DPF, samt bidrog til oversættelsen af petanquereglerne til dansk. Philippe Gary blev valgt som den første formand for DPF på det stiftende repræsentantskabsmøde d. 1. marts 1986 og var formand 1986-88.
Philippe Gary var også formand for det internationale udvalg der satte Danmark på petanqueverdenskortet.
Philippe Gary har flere gange spillet på landsholdet i 1980erne og har været medlem af Københavns Petanque Klub siden stiftelsen i 1983.
 

Tildeling af DPF's hæderstegn


DPF's hæderstegn:
En enstemmig bestyrelse kan tildele DPF's hæderstegn til en person, der har:
  • Lagt en ekstraordinær og/eller mangeårig arbejdsindsats i DPF eller i en af DPF's medlemsklubber
  • Gennem en langvarig og/eller ekstraordinær indsats har haft en særlig betydning for petanque-sporten i Danmark.
DPF's hæderstegn er forbundet med tildeling af en særlig nål.
1999  Jan Breumby
Fortjenstnål tildelt for JB's arbejde som formand for dommerudvalget - og som DPF's første internationale FIPJP-dommer.
 
2000  Niels Müller
Fortjenstnål tildelt for et meget stort arbejde i DPF's bestyrelse og som mangeårig formand for dommerudvalget - herunder et stort arbejde med udarbejdelse og vedligeholdelse af ranglisterne. NM har i mange år været medlem af Holbæk Petanque Club.
 
2000  Hans-Jørgen Vester
Fortjenstnål tildelt for et meget stort opsøgende og udøvende arbejde igennem mange år 'ud i det jyske' - og varetagelse af det daværende Vestkontor's aktiviteter. Medlem af og formand for Randers Petanque Klub. HJV har tillige været medlem af DPF's bestyrelse.
 
2001  Henriette Holm (tidl. Lusty)
Fortjenstnål tildelt for sit mangeårige arbejde som formand for Ungdomsudvalget. HH har været formand for såvel Kalundborg Petanque Klub som Petanqueklubben Øbro-2100.
 
2001  Vagn Hansen
Fortjenstnål tildelt ifm. fratræden som formand for Eliteudvalget. VH har i mange år på en række områder gjort et stort arbejde for petanque-sporten - og Hvidovre Petanque Klub, som VH har været medlem af i en meget lang årrække. VH har tillige været medlem af DPF's bestyrelse.
 
2004  Flemming Bjørntoft  
Fortjenstnål tildelt for mangeårigt arbejde som formand for spilleudvalget.
 
2011 Helle Bolding
Fortjenstnål tildelt ifm. DPF's 25 års jubilæum. HB har siddet i bestyrelsen for Boule Hedebo uafbrudt i 18 år og har styret området for udenlandske spillere, hvor HB altid har været i stand til at få tidligere eller nuværende verdensmestre til at komme og dyste mod os i Danmark til Hedebo Åben. HB har gjort denne indsats med hjertet og er glad og smilende med et smittende humør.
 
2011  Lis Hansen
Fortjenstnål tildelt ifm. DPF's 25 års jubilæum. LH har i mange været den store drivkraft i Roskilde Sports Petanque Club – i mange år som formand. LH er altid behjælpelig med at få RSPC til at stille op, når Dansk Petanque Forbund har brug for hjælp f.eks. DM i skud, afslutning på sommerlandsturneringen, kval.kampe m.m. LH sørger for god og sund mad, så spillerne kan komme igennem en hel dag. Hun siger altid JA og gør det med et smil.
 
2011  Mogens Mærsk
Fortjenstnål tildelt ifm. DPF's 25 års jubilæum. MM har været bestyrelsesmedlem i Dansk Petanque Forbund i 12 år og har igennem mange år været aktiv som dommer samt været formand for dommerudvalget. MM har været med, da der skulle planlægges NM i Køge og har altid været behjælpelig med at skaffe materialer til forskellige DPF turneringer.
 
2011  Niels Plum
Fortjenstnål tildelt ifm. DPF's 25 års jubilæum. NP har været den helt store drivkraft bag Jonstrup Petanqueklub og han har aldrig sagt nej til også at sidde i et udvalg under DPF’s bestyrelse. NP er fotograf og tager billede til vores turneringer og andre begivenheder, som f.eks. DPF ’s jubilæum.
 
2011  Verner "Buller" Rasmussen
Fortjenstnål tildelt for mange års arbejde for DPF’s sag - lige fra dengang forbundet havde til huse på Islands Brygge. "Buller" har altid været DPF’s stemme i Jylland – og altid været med, når der skulle skabes nye turneringsformer. Hans egen klub er kendt for den fantastiske Ceres Cup, hvor der blandt andet spilles 6-teter.
 
2012  Solveig Vest Henriksen
Solveig Vest Henriksen RSPC har som frivillig leder igennem mange år gjort en fremragende indsats i sin klub og ikke mindst for forbundet, når vi har haft brug for hjælp. Solveig stiller altid op når DPF ringer vedrørende turneringsafvikling, klubbesøg eller EM for U23 spillere. Solveig er organisator og en rigtig ildsjæl. Uundværlig for klub.
 
 
2015  Kim Rasmussen
Fortjenstnål er tildelt Kim Rasmussen Tappernøje for 12 års virke som kasserer i DPF.
Kim har med ildhu medvirket i hele overgangen fra "selvstændigt" forbund til godkendelse som sportsgren under DIF.
Kim har som kasserer været en del af Forretningsudvalget, og han har samarbejdet med fire formænd gennem sin tid som kasserer.
 


2017  Pia Lloyd
Fortjenstnål er tildelt Pia Lloyd, Petanque Holbæk.
Pia tildeles nålen for sit store arbejde med Forbundets turneringsportal.
Pia har gennem flere år været den usynlige hjerne og arbejdskraft bag indtastningen af forbundets turneringer som f.eks. Sommerlandsturneringer og Dansk Veteran Cup i petanqueportalens turneringssystem.
Pia giver gerne sin viden videre og er parat med råd og vejledning, når vores turneringsudvalg har brug for hjælp til oprettelse af turneringer, rettelser og ændringer, selv med meget kort varsel.
 



2020  Jørgen Slot og Peter Ellekær Hansen
Jørgen Slot og Peter Ellekjær tildeles DPF’s fortjenstnål for deres initiativ og store arbejde med Corona Skud konkurrencerne igennem 2020.
Jørgen og Peter med dette initiativ gjort det mulig at dyste virtuelt hver for sig igennem livestreaming i  Facebookgrupper. Denne nytænkning har både vakt en interesse nationalt og internationalt i en tid, hvor der har været efterspørgsel på et fællesskab, der kunne dyrkes hver for sig.
Initiativet har styrket det danske foreningsliv ved at skabe et tilbud, der er med til at fastholde petanquespilleres interesse og engagement for sporten, samt udvist styrke, opfindsomhed og evnen til at kunne tilpasse sig forandringer.
De har udvist et fantastiske engagement og lagt mange timers frivilligt arbejde for, at andre kunne finde glæde og fællesskab på trods af Corona nedlukning af de fleste petanque aktiviteter. Derfor er det en glæde at kunne overrække DPF’s fortjenstnål til dem begge.
 

2022 Einar Stærk
Einar Stærk skal hermed hædres og anerkendes for sit store bidrag som dommer og spilleleder i DPF.
Einar har som dommer påtaget sig en meget stor andel opgaver både i regionale turneringer og ved danske mesterskaber.
Han har gennem hele sit virke holdt sig fuldkommen a jour med reglerne. Både de internationale spilleregler men også alle danske regler vedr. turneringers gennemførelse og har ved utallige lejligheder øst ud af sin store viden på området.
Einar har derudover arbejdet internt i DPF - senest i turneringsudvalget - og har der været med til at bane vejen for mange af de sidste 20 års ændringer.
Einar har sidst - men ikke mindst - hjulpet adskillige klubber (også klubber med tilknytning til DGI) med indførelse og anvendelse af computer og software til turneringsafvikling.
Einar har i mange år spillet i Brabrand - som har nydt godt af hans store hjælpsomhed på alle områder.
 



 Årets Frivillige
 
2015  Anne Marie Bigum
Ved repræsentantskabsmødet 14. november 2015 i Ringe blev Anne Marie Bigum, Brabrand Petanque kåret som "Årets Frivillige"
Anne Marie blev indstillet af sin klub med følgende begrundelse:
Annemarie har gennem flere år udført et uselvisk arbejde for Brabrand petanque, og har med sin indsats været med til at bringe Brabrand petanque op på et højere og højere niveau.
Annemarie har med sin entusiasme, humor og engagement været den udfarende kraft, som har trukket os alle i den rigtige retning og har fået tiltrukket mange dygtige spillere til klubben.
Annemarie er også en social person, og sørger hele tiden for at vi er en hel klub - både for spillere med ambitioner og for hyggespillere.
 


2016  Jens Carlsson 
Ved repræsentantskabsmødet 12. november 2016 i Karlslunde blev Jens Carlsson, Jonstrup Petanque kåret som "Årets Frivillige"
Jens blev indstillet af sin klub med følgende begrundelse:

Jens Carlsson har været klubbens formand i snart 5 år og har på den meget korte tid formået at få klubbens medlemmer engageret i en meget bred vifte af aktiviteter.
Jens har ikke forsømt nogen lejlighed til at gøre opmærksom på Jonstrup Petanque Klubs eksistens, han er selv gået forrest i alle aktiviteter og har ved sin venlige væremåde formået at engagere klubbens øvrige medlemmer.
Jens er det naturlige midtpunkt og samlingspunkt i klubbens sociale liv, idet han både er kaffebrygger, kok og grillmester til vore mange turneringer og arrangementer. Han er en særdeles god organisator og ideudvikler af samværet i klubben. Det er bestemt også hans fortjeneste, at vores klubliv har et ligeværdigt sportsligt og socialt sigte.
Foruden sit engagement i Jonstrup Petanque Klub har Jens også påtaget sig andre opgaver i forbindelse med turneringer i både DPF og DGI. Således var han medarrangør af DGI-Stafetten hele sæsonen. Han har på klubbens vegne tilbudt assistance ved afvikling af træningssamlinger for flere grupper indenfor DPF ligesom han har været initiativtager til at organisere spændende turneringer både her hjemme og på udebane f.eks. i Helsingborg.
Denne store frivillige indsats synes vi fortjener et skulderklap, en særlig anerkendelse, gerne i form af ”Årets Frivillige 2016” 
 


2017  Jonna Slot 
Ved repræsentantskabsmødet 18. november 2017 i Tilst blev Jonna Slot, Hvidovre Petanque Klub året som "Årets Frivillige"
Jonna blev indstillet af sin klub med følgende begrundelse:

Jonna er en vigtig person i klubben som har et bredt arbejdsområde der bl.a. omfatter: Indkøb, køkkenarbejde, teknisk forberedelser samt styring af samtlige turneringer og stævner der afvikles i løbet af året.
Hun er også en vigtig støtte for vores kasserer i hans daglige opgaver. Dette skal ses i lyset af at Jonna for nogle år siden måtte opgive at spille petanque selv, af fysiske årsager.

Jonna er en sjælden frivillig pga. sin ydmyge tilgang og udførelse af de opgaver hun påtager sig. Tingene bliver gjort effektivt, uden at tiltrække den store opmærksomhed fra hverken kolleger eller deltagere.

Vi mener at Jonna er en oplagt kandidat til årets frivillige, hun fortjener virkelig en officiel anderkendelse af det store uegennyttige arbejde hun har udført og stadig udfører i det daglige foreningsarbejde for Hvidovre Petanque Klub i særdeleshed men også dansk petanque i almindelighed.

 



2018  Jørgen Nielsen


Ved repræsentantskabsmødet 17. november 2018 i Solrød blev Jørgen Nielsen, Boule Hedebo kåret som "Årets Frivillige"
Jørgen blev indstillet af sin klub med følgende begrundelse:

Jørgen Nielsen har i rigtig mange år udover at spille petanque været tovholder for  mangt og meget i Boule Hedebo.
Med sit altid positive og smittende humør har Jørgen stået for modtagelsen af nye medlemmer i klubben.

Uden Jørgens store indsats ved de mange Hedebo Open, slutspil i SLT, div. turneringer på vores gamle baner og i vores gamle drivhus, var vi aldrig nået til det, vi har i dag.
Arbejdet med opbyggelsen af Dansk Petanque Center, opbygning af nye baner, arbejdet med dræning  -  så står der JØRGEN på dette.

Jørgen er ligeledes med, når 120 ældre petanque spillere hver tirsdag kommer.  Så er der handlet ind til kaffe og ostemadder.



2019  Jane Røssel

Ved repræsentantskabsmødet 9. november 2019 i Odense blev Jane Røssel, Star Master's kåret som "Årets Frivillige"
Jane blev indstillet af sin klub med følgende begrundelse:

Først og fremmest er Jane; En god klubkammerat, ansvarsfuld, hjælpsom, arbejdsom, imødekommende, pertentlig, festlig – og altid parat til at give en hånd med, hvor der er brug for det.

Janes varetager mange forskellige opgaver i klubben. F.eks. kontakt til kommunen, kontakt til DPF, bestilling af licenser, information til alle klubbens medlemmer, daglige indkøb, vedligeholdelse af klubbens varelager, administration af klubbens depot, er bare nogen af de arbejdsopgaver Jane har påtaget sig.

Jane tegner også vores klub hos Senior-afdelingen mandag formiddag, hvor hun altid deltager og står til rådighed med, hvad der måtte være brug for. 

Jane er altid parat med en velkomst til nye medlemmer, så de følger sig hjemme allerede fra første dag. Denne velkomst er helt sikkert en del af årsagen til klubbens medlemsvækst gennem de sidste tre år, hvor vores medlemstal er steget med 50 %, hvoraf mange af de nye medlemmer slet ikke har spillet petanque tidligere.

Jane er også altid en de første til, at være med på nye initiativer i klubben. Da klubben startede samarbejdet med DPF, Hvidovre og Hedebo omkring Klør Fem, blev Jane hurtigt en fast del af Klør Fem udvalget. Her sørger hun for, at alle deltager i Klør Fem turneringerne hos Star Masters føler sig velkommen og hjemme, og at forplejningen er i top. 

Når ærmerne skal smøges op, er Jane heller ikke bleg for, at stå i front og være tovholder for de ikke så spændende arbejdsopgaver i klubben, så som at hakke ukrudt, rengøre toiletter, vaske håndklæder og rydde op i diverse depoter i klubben. Hun er altid den sidste der går og slukker og lukker efter klubbens arrangementer.

Alle klubbens medlemmer og udvalg ved, at de altid kan regne med en hjælpen hånd fra Jane, hvis det brænder på.

Jane er således et stort et aktiv for klubben og dens gæster, og det vil være svært af finde en tilsvarende frivillig, der er villig til at lægge så meget arbejde både synligt og i kulisserne for sin klub.


2020  Jonna Møller

Ved repræsentantskabsmøde den 14. november 202 blev Jonna Møller, Nordfalster kåret som årets frivillige. Jonna blev indstillet af sin klub med følgende begrundelse: 

Bestyrelsen i Nordfalster Petanque Club vil gerne indstille Jonna Møller, da hun de sidste 13 år har sørget for, at når Nordfalster Petanque Club har afholdt stævner, lavet en dagens ret, samt købe ind til morgenmad. Bager altid kager til vores arrangementer, hun køber alt ind til klubben, hun gør klubhus rent, hun ordner vores blomster og baner udendørs, hun laver kaffe og åbner hver mandag og onsdag hvor vi spiller Flaskespil og træner hele året. Og nu i denne corona tid gør hun ekstra rent, samt sørger for der er rene håndklæder, samt sprit til hænder både ude og inde. Vi syntes virkelig hun fortjener at blive kåret som årets frivillig, da alt det arbejde hun gør er med til at holde klubben i gang. 


2021  Vivi Larsen

Vivi Larsen er indbegrebet af en ildsjæl. Hun har hjertet på rette sted og har gjort en kæmpe forskel for Tappernøje petanque klubs medlemmer i rigtig mange år. I Tappernøje Petanque klub er vi stolte af at have en ildsjæl som Vivi, der sætter klubbens interesser over sine egne.

Arbejdsom

På daglig basis yder hun en utrættelig indsats og forskel i Tappernøje petanque klub, og har gjort det i en menneskealder. Hun er klubbens formand, alt-mulig-dame og ildsjæl.

Hendes engagement er meget seriøst, og glæder rigtig mange mennesker. Hun er upolitisk og holder en meget fin tone i alt, hvad hun foretager sig. Vivi ́s ihærdighed, tålmodighed og omsorgsfulde personlighed har de seneste år gjort, at Tappernøje i dag har en velfungerende petanqueklub. Den store arbejdsindsats Vivi leverer i Tappernøje petanque klub, gøres samtidigt med, at hun privat er i gang med at videreuddanne sig som pædagog, hvilket er meget imponerende og beundringsværdigt. 

Resultater

I sæsonen 2021 har Vivi bl.a. været med til at sikre nogle rigtig flotte resultater i Dansk petanque forbunds sommerlandsturnering (SLT). Klubbens 1. hold rykkede op i eliten og 2. holdet blev i Danmarks serien. Tilgang af træner til begge hold, afholdelse af stævner, interne arrangementer mm. Og selvom, at der er mange drømme om fremtiden, så er det vigtigste, at klubben altid vil være et sted, hvor alle er velkomne.

Vellidt og respekteret

Begejstringen for Vivi Larsen i Tappernøje Petanque klub er stor, hvor hun høster kæmpe ros fra medlemmerne. Her beskrives Vivi som en dygtig og vellidt initiativtager, som formår at engagere og inspirere frivillige og medlemmer. Vivi er en ildsjæl, og et af de mennesker energien stråler ud af. Hun er som et Duracell batteri, der bliver ved med at give. Energien smitter af på dem, der er omkring hende, og hun formår at organisere projekter, så tingene bliver realiseret. Vivi er et rigtig godt menneske og MEGET vellidt af alle – Hun er ydmyg og gør ikke det store væsen af sig, eller af de små og store opgaver som hun går og laver. ... Det bliver bare stille og roligt fixet.

Skaber sammenhold for medlemmerne

Vivi Larsen har de sidste mange år ydet et stort bidrag til fællesskab og foreningsliv i Tappernøje petanque klub. Hvis tonerne går lidt højt i klubben - så er Vivi Larsen også god til at dæmpe gemytterne - og til at få humøret til at være godt igen. Petanque klubben er utrolig heldig med at have Vivi i klubben og håber, at hun vil og kan blive i rigtig mange år endnu.





2022  Annelise Bothmann

Ved repræsentantskabsmødet 19. november 2022 i Karlslunde blev Annelise Bothmann Boule Hedebo kåret som "Årets Frivillige"
Annelise blev indstillet af sin klub med følgende begrundelse:

Annelise har gennem en lang årrække siddet i klubbens spilleudvalg, hvor hun er særdeles aktiv, både som sekretær og ikke mindst med at få mange af vores medlemmer ud og deltage i diverse turneringer (DPF og DGI).

Annelise er også tovholder på interne turneringer såsom “Snedriveren”, en holdturnering med ca. 13-14 hold. Denne turnering kører over 4 lørdage i vinterhalvåret.

Udover ovennævnte, er Annelise også særdeles aktiv i vores Eventgruppe. Hvis vi ikke havde denne gruppe, kunne vi godt glemme alt om at afholde vores mange aktiviteter, både internt og eksternt.

Hun er med i indkøb, borddækning, etc. Hun er også involveret i Hedebo Open, hvor hun i flere år har været ansvarlig for indkøb af madvarer til grill og køkken og planlægning af bemandingen samme steder, samt selv står forrest i køkkenet alle tre dage.

Sagt på en anden måde, enhver klub ville være stolt over at have en Annelise Bothmann i deres klub. Vi er meget glade og stolte over, at Annelise er medlem i vores klub.