Danmark VM-vært i petanque 2022
Organisation: DPF - CMS
Published by: Rikke Vedel Lassen
Date: 3/17/2021 11:25:19 AM
Category: General
     
Danmark er tildelt VM i single, double og mixdouble i 2022

Det er med stor glæde, at Dansk Petanque Forbund kan offentliggøre, at Danmark er tildelt VM i 2022. Der er i den anledning udsendt nedenstående pressemeddelelse.


Pressemeddelelse sendt 17.3.21 


Danmark VM-vært i petanque 2022

For første gang nogensinde afvikles et VM af denne størrelse i petanque i Skandinavien, når Danmark næste år lægger baner til de omkring 50 nationers top-hold.

Dansk Petanque Forbund har fået en historisk mulighed for at afvikle et VM på hjemmebane i 2022. Over de seneste år, er der arbejdet internationalt og målrettet for at tiltrække et VM, hvilket nu har båret frugt.
 
Vi arbejdede oprindeligt på at blive VM-værter i 2023. Men en sjælden chance bød sig, da VM’et, som skulle have været afviklet i Ny Kaledonien i 2021, blev udskudt til 2022. Og vi herefter fik det tilbudt. Vi er allerede i rigtig god dialog med en værtsby og med Sport Event Denmark, og jeg kan sige så meget, at det bliver holdt i hovedstadsområdet, siger Lars Friis, formand for Dansk Petanque Forbund.

Det er VM i single, double og mixdouble, som Danmark skal være værtsland for. Det er således de samme kategorier som ved et VM i badminton, som Danmark i øvrigt også er vært for i 2023.

Vi er så heldige, at vi har nogle unge dygtige spillere, som kan gøre sig gældende blandt de bedste petanque nationer i verden. Dette skyldes forbundets mangeårige og konstante ungdomsarbejde. Det er fantastisk, at petanqueentusiaster og danskerne nu har mulighed for at opleve verdensmestre på helt tæt hold. Vi glæder os, og er allerede trukket i arbejdstøjet, fortsætter Lars Friis.

Mesterskabet afvikles over en uge, og der forventes 300 spillere og officials fra 50 nationer. Et landshold er repræsenteret med 2 kvinder og 2 mænd. 

Ved VM i single, double og mixdouble i 2019 (afholdt i Spanien) opnåede det danske landshold en plads i kvartfinalerne (altså i top-8) i 3 ud af 5 discipliner. Dette var i damesingle, herresingle og damedouble. 


Attachments