DIF Forbundsnyt 18/3 02020
Organisation: DPF - CMS
Published by: Dansk Petanque Forbund
Date: 3/18/2020 12:39:47 PM
Category: General
     

Alle indendørs sportsfaciliteter skal lukkes

Kampen mod spredning af coronavirus medførte her til aften yderligere tiltag fra myndighederne.

Med virkning fra onsdag den 18. marts og foreløbig frem til den 30. marts gælder:

  • Alle indendørs sports- og idrætsfaciliteter lukker ned
  • Forbud mod forsamlinger med mere end 10 personer. 

DIF opfordrer indtrængende til, at al udendørs træning sker alene eller med ens nærmeste - og med stor afstand til hinanden.

Opfordring til 14 dages karantæne efter udlandsrejser

Myndighederne opfordrer kraftigt alle, der returnerer fra en udlandsrejse efter den 17. marts, til at holde sig hjemme i 14 dage.

De pågældende bør under hjemtransport overholde de generelle retningslinjer for hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum, herunder i den kollektive trafik, og være særligt opmærksomme på symptomer på COVID-19.

DIF støtter op om myndighedernes anbefalinger og opfordrer DIF-idrætten til at gøre det samme.

Corona: Muligheder for kompensation til DIF-idrætten 

For at afbøde konsekvenserne af COVID-19 har regeringen foreløbigt iværksat to ordninger - en arrangementsordning og en mulighed for midlertidig lønkompensation.

DIF opfordrer til, at DIF-idrætten udviser ansvarlighed og samfundssind, så ordningen kommer de særligt hårdt ramte idrætsaktører og andre sektorer/brancher til gode først.

Læs mere om mulighederne for kompensation 

Generalforsamlinger,  repræsentantskabsmøder og bestyrelsesmøder

DIF opfordrer til, at indendørs forsamlinger udsættes eller afholdes online, så længe myndighederne fraråder at mødes i større forsamlinger på mere end 10 personer.

Dette gælder også generalfor-samlinger, repræsentantskabsmøder og bestyrelsesmøder - også selvom der er færre end 10 deltagere.   

Hvad betyder det for bestyrelsen?

Få et hurtigt overblik over det her

Kontingent under coronaudbrud og aflyste træninger 

Coronaudbruddet er en helt usædvanlig situation med store konsekvenser for hele Danmark – også foreningslivet, hvor aktiviteter er midlertidigt lukket ned.

Det er DIF`s klare anbefaling, at de enkelte foreninger og klubber ikke tilbagebetaler kontingent for perioden, da en tilbagebetaling potentielt vil lukke nogle af vores frivillige klubber.

DIF opfordrer derfor til, at DIF-idrætten og vores medlemmer bredt set udviser samfundssind og ansvarlighed og bakker vores mange foreninger, klubber og frivillige op i denne svære tid.

Få flere anbefalinger fra DIF her

Sådan er I dækket ved aflysning af idrætsrelaterede rejser pga. corona

Alle forbund og foreninger under DIF er dækket af Idrættens forsikringer, herunder Idrættens rejseforsikring.

Vi har været i dialog med Tryg, som Idrættens forsikringer er tegnet hos.

Få et hurtigt overblik over, hvordan I er dækket og hvornår

Hold jer opdateret på dif.dk

I DIF arbejder vi hele tiden på at skabe overblik, finde svar og anbefalinger i denne svære tid.

Myndighedernes tiltag, rejsevejledninger mv. ændrer sig på daglig basis.

Vi opfordrer jer derfor til at følge med på dif.dk/corona, hvor DIF kommunikerer, så snart der er idrætsrelevant nyt.