Velkommen i Dansk Petanque Forbund – DPF

Introduktion

Den 1. marts 1986 mødtes 51 personer fra otte klubber til en stiftende generalforsamling. Et sæt vedtægter blev vedtaget. Dansk Pétanque Forbund (DPF) ansøgte hurtigt om at blive medlem af det internationale forbund, FIPJP, en ansøgning der blev imødekommet. Medlemsklubberne var primært fra Københavnsområdet, men flere klubber kom hurtigt til, og i jubilæumsåret 2011 er mere end 70 landsdækkende klubber medlem.

I 1995 bliver DPF associeret medlem af Danmarks Idræts-Forbund (DIF), og det betyder et vældigt løft – i et år med ca. 60 klubber med næsten 2000 medlemmer. I 2006, en dejlig forårsdag den 6. maj, kom optagelsen i DIF som fuldgyldigt medlem af DIF. Medlemskabet betyder uendelig meget for det lille forbund, ikke mindst økonomisk.

Status anno 2013 – vi har 74 medlemsklubber med ca. 3200 medlemmer. Pr. 1. september har vi ansat en udviklingskonsulent som bl.a i tæt samarbejde med medlemsklubberne skal arbejde med at skabe attraktive og velfungerende klubber. Derudover skal udviklingskonsulenten arbejde med at udvikle en træneruddannelse og løbende rekruttere flere medlemsklubber og medlemmer til DPF.

Medlemsfordele

Et ofte stillet spørgsmål er: Hvad får en klub - og dens medlemmer - for det årlige klubmedlemskontingent? Nedenfor søges listet en række muligheder og tilbud, den enkelte spiller eller klub kan få via Dansk Petanque Forbund:

Klubberne får:

- DPF-klubmappen med regler og retningslinier samt nyttige oplysninger, vedtægter og licensinformation.
- Information fra bestyrelse, udvalg, sekretariat og udviklingskonsulent.
- Information om turneringer, mesterskaber o.lign.
- Information via DPF’s website petanque.dk
- Information om muligheder via Danmarks Idræts-Forbund  (DIF)

Indflydelse på petanquesportens fremtid i Danmark via:
- Deltagelse på repræsentantskabsmøder med minimum 2 stemmer.
- Mulighed for at stille forslag til det årlige repræsentantskabsmøde, der afholdes hvert år i februar eller marts måned.
- Deltagelse i medlemsmøder af forskellig art.
- Et positivt samarbejde med bestyrelse og udvalg, hvor mange mennesker - lige som dig - ulønnet bruger/vil bruge en stor del af fritiden på at arbejde for fremgang i dansk petanque.

Sekretariatet i Idrættens Hus i Brøndby:
se vedr. åbningstider m.m. her  
- Behandler spørgsmål og formidler kontakt til bestyrelse og udvalg - samt petanque-organisationer i udlandet.
- Medvirker til udbygning og vedligeholdelse af forbundets website petanque.dk - Kan være behjælpelige med foldere og andet materiale om petanque - herunder ’Internationaleregler på dansk ’, turneringsplaner m.m.
- Brug af Udviklingskonsulenten herunder klubbesøg, klubudviklingsforløb samt uddannelsesudvikling og generel sparring omkring medlemsrekruttering, ledelse, partnerskaber, samarbejde med f.eks. kommune mv.

Undervisning og uddannelse:
- Dommerkursus og dommersamlinger.
- Spilleudvalgsseminarer efter behov - andre kurser.
- Kurser og uddannelse i DIF-regi.
- Træneruddannelse pr. forår 2014.

Deltagelse i turneringer og mesterskaber:
- En række ranglisteturneringer arrangeret af forskellige klubber.
- Mesterskaber arrangeret i samarbejde mellem klubber og DPF
- DM i single, mix-double, double og triple i forskellige rækker - også veteraner (55+).
- Dansk Veteran Cup, Sommerlandstuneringen og Vinterturneringen

Det enkelte klubmedlem får:

Det enkelte klubmedlem har også selv på mange områder en mulighed for at udnytte tilbuddene og hjælpen. Aktiviteterne/mulighederne er alle i stigende grad med til at udbrede kendskabet til petanque - og på den måde lette forholdene lokalt for de enkelte klubber.

- Mulighed for at løse en licens, der giver adgang til at deltage i ranglisteturneringer og mesterskaber. Licensen giver tillige adgang til en række turneringer i udlandet. Husk at licensen er din indgang til gode oplevelser. - Mulighed for deltagelse i forskellige turneringer og arrangementer, hvor der ikke kræves licens. Der afholdes hen over året mange breddeturneringer - også i klubregi, hvor alle der måtte have lyst til det kan deltage.
- Mulighed for at deltage i en række særlige aktiviteter, som arrangeres af DPF's forskellige udvalg.
- DPF's website petanque.dk bringer nyheder, resultater, spillekalender, ranglister, oversigter over bestyrelsesmedlemmer og udvalgsformænd, søgning på klubber, en række informationer om petanquespillet - og masser af links til ind- og udland.

Gennem DPF's medlemsskab af DIF gives mulighed for:
- At ledere, trænere og holdledere i klubberne på forskellige områder er dækket af fælles forsikringer - At deltage i kursus- og uddannelsesprogrammer.
- At få hjælp til at søge økonomisk støtte til forskellige idrætslige formål som: baner, klubhuse, klubsamlinger, lokale kurser og arrangementer.
- At få/købe et bredt spekter af materiale om idræt f.eks. bøger. hæfter, forskellige foldere, undervisningsmateriale m.m.
- At benytte sig af DIF's fordelagtige samarbejdsaftaler med hoteller og kursuscentre. Der tages forbehold for enkelte tilbud, der kan være tidsmæssigt relaterede. DIF kan ligeledes ændre i udbud af tilbud/aktiviteter.